Under ordningen for tilskud til læhegn er der to former for tilskud:
- Tilskud til individuelle plantninger af læhegn, som gives til ejere eller forpagtere af jordbrugsarealer.
- Tilskud til kollektive plantninger af læhegn, som gives til plantningslaug.
Man kan få tilskud til nyanlæg og udskiftning af lægivende og biotopforbedrende beplantninger på arealer, herunder ved tekniske anlæg, der anvendes i forbindelse med jordbrugsmæssig produktion.
Beplantningernes formål skal være at give læ for jordbrugsarealer og /eller at virke som forbindelseslinjer i landskabet og at øge andelen af småbiotoper på jordbrugsbedrifter.
Tilskud til plantning af læhegn på økologiske arealer og/eller arealer inden for Særligt Følsomme Landbrugsområder (SFL-områder) prioriteres højt ved tildeling af tilskud.


