Tilskuddet beregnes på grundlag af et budget for de samlede investeringsudgifter på maksimalt 5,0 mio. kr. pr. jordbrugsbedrift. Derved kan en ansøger maksimalt opnå tilskud på 2 mio. kr. pr. ansøgningsrunde. Et projekts samlede tilskudsberettigede udgifter, skal mindst udgøre 100.000 kr.
NaturErhvervstyrelsen prioriterer mellem teknologierne i alle indkomne ansøgninger på baggrund af fire kriterier.
- Teknologiens potentiale for omlægning af mere areal
- Teknologiens relevans i forhold til økologisk jordbrugsproduktion
- Ny teknologi
- Bedriftens størrelse eller antal dyreenheder
Hvis NaturErhvervstyrelsen beslutter, at der skal gives tilsagn om tilskud til et projekt, modtager ansøger fra NaturErhvervstyrelsen et tilsagnsbrev med et budget over godkendte tilskudsberettigede udgifter. I tilsagnsbrevet vil der være anført en række betingelser, som skal være opfyldt, for at tilskuddet kan udbetales.
Der kan som hovedregel ikke foretages ændringer i projektet. Ønsker tilsagnshaver alligevel at ændre i projektet i løbet af projektperioden, skal tilsagnshaver ansøge NaturErhvervstyrelsen herom, før ændringen iværksættes.


